Når du ikke længere kan det, du plejer

Der kommer et tidspunkt, hvor noget ændrer sig.

Du kigger på din kalender, dit arbejde, dine relationer – og hvor du før bare tog det hele, føles det nu som for meget. Du bliver hurtigere træt. Mindre fleksibel. Mere hudløs.

Og så kommer tankerne: “Hvad sker der med mig? Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen? Jeg plejede jo at kunne meget mere end det her…”

Men hvad nu, hvis det ikke er dig, der er gået i stykker?

Hvad nu, hvis du bare ikke længere vil leve på kompromis? Ikke længere vil overhøre kroppen, skubbe følelser væk, presse dig selv til at fungere i et tempo, der ikke passer til dit indre liv?

Det kan ligne svaghed. Men jeg tror, det er noget andet. Jeg tror, det er en opvågning. <3

Måske har du i årevis fungeret i overlevelse. Været dygtig, hjælpsom, stærk, ansvarlig. Givet mere, end du har haft. Smilt, selv når det gjorde ondt.

Men kroppen husker. DET VED JEG.

Og på et tidspunkt siger den fra; ikke for at ødelægge noget, men for at beskytte dig. Det gamle system virker ikke længere. Og det er faktisk ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på, at du er i gang med at finde tilbage til det, der er sandt for dig.

Her er noget, jeg synes er værd at se i øjnene:

Det, du engang kaldte “overskud”, var måske egentlig fravær af kontakt med dig selv. Det, du kaldte “styrke”, var måske bare udholdenhed – på bekostning af dig.

Og det kræver faktisk enormt mod at stoppe op og sige: Noget virker ikke længere. Jeg har brug for noget andet. Jeg vil ikke længere ignorere mig selv.

Det er ikke egoisme. Det er et af livets vigtigste formål – at finde ud af, hvad der virkelig nærer dig, og at slippe det, der ikke gør. <3

Du skylder ikke nogen at fungere. Du må gerne være ærlig. Du må gerne sige nej. Du må gerne ændre dig – også selvom andre ikke forstår det.

Det er IKKE din opgave at være den samme version af dig selv for evigt!

Når du ikke længere kan det, du plejede – så lyt. For det er måske præcis det, der skal til, for at du kan finde en ny vej. En vej, hvor BALANCEN ikke handler om at holde til alt, men om at leve tættere på det, der giver mening.

Du fortjener ikke kun hvile, når du er udmattet.

Du fortjener hvile, fordi du er et menneske. <3