Der er noget næsten paradoksalt over det.
Mange af os længes efter at blive set, hørt, anerkendt – og alligevel, når øjeblikket opstår, hvor vi faktisk kunne fylde lidt mere i rummet, så trækker vi os. Gør os mindre. Sænker stemmen. Gemmer meningerne bag et “det er nok bare mig”.
Hvorfor føles det så farligt at fylde?
At fylde handler ikke kun om volumen eller fysisk tilstedeværelse. Det handler om at tage sig selv alvorligt nok til at mene noget, mærke noget, stå ved noget. Og det er sårbart. For hvad nu hvis andre ikke kan lide det, vi bringer med os? Hvad hvis de ruller med øjnene, vender sig væk, eller – måske det værste – ikke bemærker os overhovedet?
Mange af os er vokset op med direkte eller indirekte beskeder om, at det er tryggere at passe ind end at træde frem. Det kan være små sætninger som:
“Du skal ikke fylde så meget.”
“Tag dig nu lige lidt sammen.”
“Du er for følsom.”
“Du er for meget.”
Og de sætter sig. I kroppen. I stemmen. I måden vi går ind i et lokale på.
Selvom vi som voksne godt ved, at det er vores ret at tage plads, kan kroppen stadig reagere med uro, spænding, eller selvkritik, når vi prøver. Det er ikke fordi du fejler – det er fordi du er menneske. Kroppen husker gamle strategier: at gøre sig lille, være elskelig, ikke skabe uro. Det var måske engang nødvendigt. Det er det ikke længere.
Men den viden skal integreres, ikke bare forstås med hovedet.
Når du vælger at fylde – uden at overtage, uden at dominere, men bare være helhjertet til stede som dig – så bryder du med gamle mønstre. Ikke bare dine egne, men ofte også generationers.
Det kan være i små handlinger:
At række hånden op og sige noget, du mener.
At sætte en grænse, selvom stemmen ryster.
At tage en pause, fordi du har brug for det – uden at undskylde.
Det er modigt. Det er ikke farligt i sig selv, men det kan føles sådan, fordi det har været det engang – eller fordi vi aldrig rigtig har prøvet det før.
At fylde handler ikke om at være den højeste i rummet. Det handler om at være dig. Med alt, hvad du er. Nogle gange stille. Andre gange kraftfuldt. Altid autentisk.
Det kan starte i det små:
En hånd på hjertet og en dyb indånding.
En bekræftelse: “Jeg har ret til at være her.”
En samtale med nogen, der kan rumme dig, som du er.
Hvis du læser med her og genkender følelsen af, at det er farligt at fylde, så vid, at du ikke er alene. Og du er ikke forkert. Det, du mærker, er en del af det at genlære, at du har værdi – ikke på trods af, at du fylder, men fordi du gør.
At fylde er ikke egoistisk. Det er nødvendigt. For dig. Og for verden.
For når du fylder med det, du virkelig er, giver du også andre tilladelse til at gøre det samme.