Vi siger, vi længes efter ro.
Efter pauser, stilhed, tid til os selv.
Men når den endelig kommer – så føles det… underligt.
Uroligt.
Tomt.
Næsten som om noget er galt.
Hvorfor er det så svært at finde ro, selv når alt omkring os endelig falder lidt til?
Hvis du har brugt mange år på at præstere, fikse, tage dig af andre eller hele tiden være “på”, så er ro ikke bare ro. Den bliver forbundet med noget uvant. Måske endda farligt.
Ro betyder, at du ikke har noget at gøre.
Og det kan vække alt det, du ikke har haft tid til at mærke.
Det er her uro, tanker, tvivl og gamle følelser kommer op til overfladen.
Ikke fordi der er noget i vejen.
Men fordi der endelig er plads.
Det er et tegn på, at din krop er i gang med at aflære tempoet, kampen, konstant tilpasning. Det tager tid. Den gamle indre motor skal ikke bare slukkes – den skal langsomt finde et nyt leje.
I stedet for at presse dig selv til at være i ro, så mød rastløsheden med nysgerrighed:
Hvordan føles den? I kroppen?
Hvad ville du gøre lige nu, hvis du ikke skulle præstere?
Hvad hvis rastløsheden ikke skulle fikses, men bare rummes?
Måske ro ikke altid føles som stilhed.
Måske ro, for dig, i starten, er bevægelse uden krav.
En gåtur. Musik. At lægge sig ned og mærke hjertet slå.
Du må godt tage små skridt.
Du må gerne have brug for tid.
Ro er ikke en præstation.
Det er en relation – til dig selv.
Du kender det måske:
Du møder et menneske.
Du vil gerne være tæt på. Forbundet. Elsket.
Så du lytter. Tilpasser dig. Rækker ud. Giver.
Lidt mere. Og lidt mere.
Og pludselig ved du ikke længere, hvor du begynder og den anden slutter.
Du skifter mening for at undgå konflikt.
Du tilsidesætter dine behov for at bevare harmonien.
Du mærker en grænse – men siger ikke noget.
Fordi du vil være god.
Fordi du er bange for at miste.
Fordi det føles farligt at fylde, kræve, sige fra.
Men i forsøget på at bevare relationen mister du kontakten til dig selv.
Det kræver mod at være i en relation uden at opløse sig selv i den.
At blive ved med at mærke:
Hvad har jeg brug for?
Hvad føles sandt for mig?
Kan jeg være her uden at forlade mig selv?
Du har ikke ansvar for at holde andres komfort i live.
Du har ansvar for at blive hjemme i dig selv.
Når du har mistet dig selv i en relation, er det ikke for sent at vende tilbage.
Du behøver ikke skælde dig selv ud – bare begynd at lytte igen:
Hvad mærker du i kroppen, når du er sammen med den her person?
Hvornår føler du dig tryg? Hvornår gør du ikke?
Er du ærlig – eller bare elskelig?
Det er sårbart at være helhjertet.
Men det er endnu mere ensomt at være usynlig – også for sig selv.
Du må godt tage plads.
Du må godt være elsket for det, du er – ikke kun det, du giver.