Vi siger, vi længes efter det. Ro. Pauser. Stilhed. Tid til os selv.
Og så kommer det endelig – og føles… underligt. Uroligt. Tomt. Måske næsten som om noget er galt?
Hvis du har brugt mange år på at præstere, fikse, tage dig af andre eller hele tiden være “på”, så er ro ikke bare ro. Den bliver forbundet med noget uvant. Måske endda lidt farligt.
For ro betyder, at du ikke har noget at gøre. Og det kan vække alt det, du ikke har haft tid til at mærke. Uro, tanker, tvivl, gamle følelser – de kommer op til overfladen. Ikke fordi der er noget i vejen. Men fordi der endelig er plads. <3
Rastløsheden er ikke et tegn på, at du skal skynde dig videre.
Det er et tegn på, at kroppen er i gang med at aflære tempoet, kampen, den konstante tilpasning. Og det tager tid. Den indre motor skal ikke bare slukkes – den skal langsomt finde et nyt leje.
Det er præcis her, BALANCEN mellem at gøre og at bare være bliver så vigtig. Vi er ikke vant til at give os selv lov til at lade oplevelserne rodfæste sig. Vi er vant til at gå videre, videre, videre – og så undre os over, at roen føles fremmed, når den endelig kommer.
Prøv i stedet at møde rastløsheden med nysgerrighed frem for modstand:
Hvordan føles den i kroppen?Hvad ville du gøre, hvis du ikke skulle præstere NU?
Hvad nu, hvis rastløsheden ikke skulle fikses – bare rummes?
Måske ro ikke altid føles som stilhed. Måske ro, for dig, i starten, er bevægelse uden krav. En gåtur. Musik. At lægge sig ned og mærke hjertet slå <3
Du må godt tage de små skridt. Du må gerne have brug for tid.
Ro er ikke en præstation. Det er en måde at relatere til dig selv på.
Og det er herfra, selvomsorgen begynder.