Det er lidt paradoksalt, hvordan vi ønsker og har behov for at blive set og hørt. Men når vi har chancen for at fylde lidt mere i rummet, trækker vi os ofte tilbage. Vi gør os mindre, sænker stemmen og gemmer vores meninger bag en usikker bemærkning som “det er nok bare mig”.

At tage plads kræver mod. Det handler ikke kun om at være der fysisk. Det handler om at have noget at sige og stå ved det. Men hvad nu hvis folk ikke kan lide det, vi kommer med? 

Pleasere har lært, at det er bedre at passe ind, end at træde frem. Vi har hørt sætninger som “Du skal ikke fylde så meget” eller “Du er for meget”. De ord sætter sig i kroppen og påvirker, hvordan vi træder ind i et rum.

Selvom vi ved, at vi har ret til at tage plads, kan kroppen stadig reagere med angst. Det er helt normalt. Vores krop husker de gamle vaner om at gøre sig lille og være behagelig. Måske var det nødvendigt engang, men det er det ikke længere.

Når du vælger at tage plads uden at dominere, bryder du med gamle mønstre, både dine egne og andres. Det kan være små skridt som at række hånden op og sige noget, du virkelig mener eller sætte en grænse, selvom stemmen ryster. Det kræver mod, og selvom det kan føles skræmmende, er det ikke farligt i sig selv.

At tage plads handler ikke om at være den højeste i rummet. Det handler om at være dig, lige som du er. Du kan starte i det små, som at lægge en hånd på hjertet og tage en dyb indånding eller sige til dig selv, at du har ret til at være her.

Hvis du kan genkende følelsen af, at det er skræmmende at fylde, så husk, at du ikke er alene. Det, du mærker, er en del af at lære, at du har værdi. At tage plads er ikke egoistisk. Det er nødvendigt for dig og verden. Når du fylder med den, du virkelig er, giver du også andre tilladelse til at gøre det samme.